Store Bededag

Store bededag er en officiel dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I 2011 falder dagen fredag den 20. maj.

En bededag var oprindeligt en af mange mindre helligdage året igennem, der var særligt tilegnet bod og faste; fx var på landet hver onsdag officiel bededag, hvor folk skulle faste og præsterne bede for fred. Hertil kom en serie bededage ved særlige lejligheder. De blev afskaffet ved Reformationen, men blev i de følgende århundreder indført lidt efter lidt.

Den dag, vi i dag kender som “store bededag”, blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en “ekstraordinær, almindelig bededag” for hele riget.

Varme hveder til helligdagen
Udover spadseren på voldene, er der en anden tradition, der også knytter sig specielt til store bededag eller rettere til aftenen før. Men hvor det mest er et byfænomen at gå tur på voldene, har skikken med at spise varme hveder bredt sig til både by og land.

Lune hveder med smør eller syltetøj hører til storebededagsaften. Foto: Eva Seider, Scanpix

Lune hveder med smør eller syltetøj hører til storebededagsaften. Foto: Eva Seider, Scanpix

Allerede fra solnedgang aftenen før store bededag og hele den følgende dag måtte man ikke arbejde. Det gjaldt også bagerne, der derfor fandt på at bage nogle ekstra store, firkantede hvedeknopper om torsdagen, som folk så selv kunne skære over og varme dagen efter. Af hver hvedeknop fik man således to hvedetvebakker eller hveder, som man almindeligvis kalder dem. På den måde fik man jo trods alt friskbagt brød på store bededag.

Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften, mens de stadig var lune og sprøde. Skikken med at spise varme hveder storebededagsaften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.

Find opskriften på traditionelle Hveder her….

Skriv et svar