86 opskrifter på julesild

Offentliggjort den 03/12/2014
Generationers kærlighed til sild: Lykkeberg er Danmarks ældste silde-firma, og direktør Susanne Folmer fortæller om kvalitet og smag – og om glæde ved frokostbordet.

Se opskrifter på www.sildeelsker.dk

86 opskrifter fra Kelds julefrokostmenuer

Keld Krolmark er en forbruger, som har givet Lykkeberg lov til at viderebringe sine bedste opskrifter. Han er mangeårig lystfisker og habil amatørkok. Hvert år serverer han en julefrokost for 10 personer udelukkende bestående af sild: 10 forskellige slags – og nye hver gang.

Klik her for at downloade alle 86 sildeopskrifter. Her er inspiration til både jul, påske og pinse – eller til en god sildefrokost hver uge gennem hele året.

2sild

Udgangspunktet for de fleste af opskrifterne er færdiglavede marinerede sild eller kryddersild af topkvalitet – helst gammeldags modnede sild. Han tager de færdigmarinerede sild op af lagen, skyller dem og anvender sin egen sauce eller lage. Som Keld Krolmark skriver, er det de færreste almindelige danskere, som har tid, viden og kræfter til at salte sild, som man selv har fanget eller købe hele, saltede sild for derefter at filetere, udvande og koge lage. At starte med købe et glas færdige sild af god kvalitet er meget nemmere, og det kan der også komme rigtigt gode resultater ud af! Til opskrifterne på hjemmelavede stegte sild anvendes ferske sildefileter fra fiskehandler eller supermarked.

1sild

Keld har 1000 opskrifter i sin samling, men ikke opfundet dem alle selv. Flertallet er inspireret af hjemmesider i Norge, Danmark og Sverige, hvorefter Keld har afprøvet og redigeret opskrifterne. Især mange af de svenske opskrifter skal tilrettes, fordi traditionen med at spise sild er noget anderledes end i Danmark. I Sverige serverer man ofte silden som en hovedret – eller som frokostret med kartofler til – næsten aldrig som det traditionelle danske ”smørrebrøds-sildebord” med rugbrød.

I mange tilfælde foreskriver opskrifterne mayonnaise evt. kombineret med creme fraiche. Her kan man efter ønske reducere mængden af mayonnaise til fordel for cremefraiche, gerne 9%. Mere ”eksotiske” mejeriprodukter kan ofte uden problemer erstattes helt eller delvist med cremefraiche 9%.

Smag dig frem mht. krydderier og eddikelager. Det er altid nemmere senere – evt. når silden og dressingen har trukket nogle timer – at tilsætte flere krydderier eller lidt sukker, hvis man har været for karrig med ingredienserne i første omgang. I øvrigt kan vi kun anbefale, at man eksperimenterer med krydderier, grøntsager med mere – det er på den måde, at nye sildeopskrifter kommer til verdenen.

God fornøjelse i køkkenet!

PS: Keld anbefaler god kryddersnaps, gerne hjemmelavet, og hjemmebagt rugbrød til sildene. Her er opskrift på Kelds hjemmebagte rugbrød og på Rugbrød med øl.

Besøg også Keld Krolmarks egen hjemmeside med 25 opskrifter på hjemmelavede karrysild og mange andre opskrifter: www.keldkrolmark.dk.

 

lykkeberg_kvali

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.